Juraen: Udlej din lejlighed, mens du er væk

Hvis du er ude at rejse i en måned eller mere, og du bor i en af landets større byer, kan det betale sig at leje lejligheden eller huset ud, mens du rejser.

Da min kæreste og jeg var ude at rejse knap 2 måneder i januar og februar, lejede vi vores lejlighed ud til 3 svenske piger, der studerer et semester i København.

De havde lejligheden i 5 uger. Det fik vi 11.000 kroner for.

De 11.000 kroner er et væsentligt bidrag til rejsebudgettet forstået på den måde, at mens vi var væk, skulle vi ikke bekymre os om at betale vores lån på lejligheden. Det tog svenskerne sig af for os. Hvis lånet var betalt ud, ville vi faktisk have tjent penge på vores hus som et aktiv.

Du har grundlæggende to muligheder, når du lejer din lejlighed ud, mens du er ude at rejse. Som jurastuderende kommer jeg her med mit bud på, hvad du skal være opmærksom å i den forbindelse:

Almindelig lejekontrakt

Den ”gamle” måde at leje din lejlighed ud – og den brugbare metode, hvis det skal være i en ubegrænset periode – er med en lejekontrakt.

Kontrakten definerer dig som udlejer og hvem lejer er. Der defineres husleje, hvad der følger med og reglementer.

Hvis lejeperioden er kort – en måned, mens du er ude at rejse, for eksempel – giver lejekontrakten dog mindre mening. Det tager et par timer at lave og udarbejde lejekontrakten. Hvis du er helt blank på juraen, kan det tilmed kræve involvering fra en boligadvokat til at udarbejde selve kontrakten. Det er lang tid at bruge, hvis du kan undgå det.

AirBnB

AirBnB, Wimdu og lignende portaler er de nye og smarte måde at gøre det på.

Her opretter du din bolig på en portal, hvor andre (midlertidigt) boligsøgende tjekker op. Du får henvendelser og kan acceptere disse.

Der er flere grunde til, at AirBnB fungerer så godt som tilfældet er:

  • AirBnB er en escrow-service. Lejer betaler AirBnB pengene til at starte med og udlejer får dem, når lejer er flyttet ud. Udlejer ved, at lejer har pengene, men får dem først, når alle er glade. Tilliden er skabt.
  • AirBnB var først ude og har en stor database af brugere fra hele verden.
  • Såvel lejer som udlejer rater hinanden efter endt ophold. Det betyder, at alle opfører sig pænt – med en dårlig anmeldelse risikerer du nemlig ellers at blive smidt ud. Det er samme mekanik, der gør det københavnske taxa-alternativ Uber til en så populær tjeneste.

Med AirBnB skriver du ikke en lejekontrakt, for det hele er reguleret af AirBnB selv. I stedet skal du blot sørge for at overdrage nøglerne, når din lejer kommer. For besværet tager AirBnb et mindre procentuelt gebyr, men det er pengene værd og mere til.

Wimdu er AirBnBs tyske konkurrent og er ikke lige så etableret som den amerikanske storebror.

Hvis noget går i stykker mens du udlejer din lejlighed, så har AirBnB en forsikring, der dækker det meste.

Du er faktisk stadig omfattet af den danske lejelov som udlejer, når du lejer ud med AirBnB. Hvis du har sat huslejen højt, kan din lejer i teorien derfor indklage dig for huslejeklagenævnet. Dette giver dog næppe mening med en måneds udlejning eller to, fordi der er tale om for små beløb. Derfor sker det heller ikke i praksis. I realiteten kan du trygt leje din lejlighed ud med AirBnB, hvis du alligevel skal lang tid ud at rejse.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.